Vi afviklede tredje runde i vores vinterturnering i går. Det var som tidligere en god stemning, og der blev gennemført fem udmærkede partier indenfor de aftalte fire timer.
Selvom Gentofte Skakklub er ung, så begynder vi at ane konturerne af klassiske interne ”arvefjende” opgør, hvor partierne bliver interessante, fordi modstanderne kender hinanden godt, og vælger træk ud fra det.
En fast mand i referatet er Vartan Simoni, som elsker at finde taktiske sekvenser og opportunistiske varianter, men de jævnbyrdige klubkammerater er på vagt nu. Michael Maigaard fik pointet med hjem. I tre øvrige partier var der på papiret styrkeforskel, og de højere ratede fik ønskede resultater med hjem, men der blev kæmpet godt af både hvid og sort. Resultaterne kommer op på DSUs hjemmeside.

Endelig var der det, nogle vil kalde et ”topopgør” mellem de øverst ratede og ubesejrede Lars Bronée (hvid) og undertegnede Christian Jessen (sort), som på den baggrund skriver nogle linjer om det nedenfor:
Sort får hevet hvid ind i åbningen ”Moderne Ben-Oni”, som altid er garanti for et spændende parti, selv om computeren notorisk ikke kan lide sorts spil (heller ikke på topplan). Sort påtager sig frivilligt et permanent låst og ustabilt bondecentrum, som hvid skal løbe over ende. Til gengæld får sort langsigtet kompensation i form af en monster-stærk løber på g7 og chancer med bønderne på dronningefløjen, og endog angrebsmuligheder på kongefløjen. Nogle af de bedste varianter er så hårrejsende, at reelt kun en computer kan finde dem.
Navnet Ben-Oni betyder søn-af-sorgen, hvilket kan ramme begge spillere. Undertegnede har læst den russiske verdensmester Mihail Tals velskrevne og ret morsomme erindringer et væld af gange, og husker godt hans avancerede planer og partier fra 1960erne. Det hjalp, sort kom bedst gennem komplikationerne, og endte med at få hevet pointet hjem trods en fejl i gevinstføringen. Selv om undertegnede var mest tilfreds med resultatet, så var vi enige om, at det var en spændende holmgang på de 64 feltet. Skak er svært!
Af Christian Jessen